GREAT RELATIONS
Artikel med Jette Simon
''Parforholdets store problem er tabet af kontakt. Her er fire råd:''
Fra Kristelig Dagblad
Journalist: Else Marie Nygaard
Parforholdets store problem er tabet af kontakt.
Her er fire råd
Når parterapeut Jette Simon møder par, er de typisk i tvivl om, hvorvidt de skal forblive sammen, og tosomheden er blevet til sorgfuld ensomhed
På psykolog Jette Simons kontor står to dueblå udgaver af Arne Jacobsens Svanen.
Nogle vil måske fremhæve stolenes ikoniske design, men når man som Jette Simon arbejder med parterapi, er det vigtigste faktisk stolenes drejefod. Her kan man dreje sig væk fra hinanden, og det er afgørende for mange af de par, der tager plads i lokalet, hvor en typisk åbningsbemærkning lyder: ”Vi ved ikke, om vi skal være sammen eller ej.”
Det er 40 år siden, Jette Simon havde de første parterapeutiske forløb. Hun blev ansat som psykolog på Sundsvall Sygehus i det nordlige Sverige, inden hun havde afsluttet studiet i Aarhus. Parterapi var dengang ikke et tema i psykologistudiet, men på det svenske sygehus fik hun par henvist, der havde brug for terapeutisk hjælp.
Når hun læser sine noter fra dengang, kan hun se, at hun oftest kom til kort. Nogle par blev skilt, og andre henviste hun til anden hjælp.
”Der er bestemt nødvendige skilsmisser, men i mange tilfælde bruger man en skilsmisse til at løse et tilsyneladende uløseligt problem.”
I dag er hun en af landets mest erfarne parterapeuter og har et internationalt virke. Vil man høre, hvordan hun arbejder, kan man lytte til podcasten ”Hvad gør vi nu?”, som netop har haft premiere på podcast-platformen Podimo.
I mere end 30 år har hun delt sin tid mellem Danmark og USA. Hun er amerikansk gift, og havde det ikke været for coronapandemien, ville hun skiftevis tage mod klienter i København og i en praksis på Fifth Avenue i New York. Nu afholder hun konsultationer med amerikanske par via programmet Zoom på computeren.
”Vi har fået en helt anden bevidsthed om, hvad et godt parforhold betyder, end da jeg var ung psykolog i Danmark i 1980’erne, hvor par kunne have et meget højt konfliktniveau, uden at de tænkte, at det var noget, de kunne og/eller skulle forsøge at ændre ved.”
Hun ser en vilje i tiden til at kæmpe for parforholdet og henviser til de studier, som viser, at en del fortryder skilsmissen. Der er lavet studier blandt børnefamilier i den amerikanske stat Minnesota, som viser, at 40 procent fortryder, mens tallet i staten New Jersey er 46 procent, og i Australien er tallet 40 procent.
Når et par siger til Jette Simon, at de er i tvivl om, hvorvidt de skal blive sammen, foreslår hun gerne, at de mødes et par gange for at få mere afklaring.
”I samtalen er jeg opmærksom på de mønstre, parret har skabt. Ofte er der tre veje, man kan gå. Man kan vælge at leve, som man hidtil har gjort, og så vil man bevæge sig længere væk fra hinanden. Man kan gå fra hinanden, og så vil man typisk tage sine dysfunktionelle mønstre med ind i et nyt forhold. Den tredje mulighed er, at man helhjertet giver sit forhold tre måneder, hvor man arbejder på at forstå kompleksiteten i det, som har skabt en afstand i parforholdet.”
Foruden erfaringen fra USA og Danmark har Jette Simon arbejdet med par i Sydafrika, Hongkong, Israel og Qatar. En times parterapi koster typisk 1500 kroner, men det er ikke kun par, som har 20.000 kroner på budgettet til et forløb, hun arbejder med, men også flygtninge og socialt udsatte par. Selvom der er stor forskel på at være rig karrierefamilie i Hongkong og flygtningefamilie fra Afghanistan, så har par i krise én ting tilfælles: Tabet af kontakt.
”Man er blevet ensom i sit parforhold, hvilket er sorgfuldt. Hvordan man udtrykker protesten over tabet af kontakten, kan være forskellig.”
Hun er specialiseret i såkaldt emotionsfokuseret terapi, hvor man har fokus på parrets mønstre og den enkeltes indre psykiske mønstre. Hun kører sin kontorstol hen til en tavle, hvor hun tegner en model, som illustrerer det, hun kalder ”dæmondialogen”.
”Min mand kommer for sent til en aftale. Han er en halv time forsinket. Det er hans adfærd. Det vækker nogle følelser i mig, som er det, vi som psykologer kalder reaktive følelser. Udvendigt reagerer jeg måske med vrede eller irritation, og jeg kritiserer hans adfærd, og samtidig er der et indre psykisk mønster hos mig, hvor jeg vil tolke på hans forsinkelse og måske konkludere, at han er fraværende og ligeglad med mig.”
Men kan en forsinkelse på en halv time virkelig sætte gang i så meget? Det kommer an på graden af tryghed i forholdet. Jette Simon deler groft sagt par op i to grupper. Den ene gruppe er de trygge forhold, hvor man ved, at man har betydning for hinanden, og at ens partner vil være tilgængelig, engagere sig og svare. Den anden gruppe er usikre forhold, hvor man kan være usikker og sårbar uden tro på, at den anden kommer, når man kalder. Den ”dæmondialog”, som Jette Simon er i gang med at udfolde på tavlen, hører til i det usikre parforhold. Med spritpennen skriver hun: ”Trækker sig”.
”Min mand ser, at jeg bliver vred, og han hører, at jeg kritiserer ham, hvilket trigger hans sårbarhed. Han føler sig afvist. Han tolker på min kritik, og det aktiverer en følelse af utilstrækkelighed hos ham, og jeg skruer op for musikken og fortsætter med at angribe ham verbalt, hvilket fører til, at han trækker sig og tænker, at han aldrig kan gøre det godt nok.”
Når hun ser på de par, som ofte havner i dæmondialoger, handler det om usunde mønstre. Naturligvis kan der være problemer på jobbet, syge børn eller økonomiske bekymringer, som udfordrer tosomheden, men ifølge Jette Simon er den vigtigste opgave at finde en ny vej til hinanden.
”Par, som har problemer i forholdet, oplever en ensomhed, som er en gensidig frustration. De har forsøgt at finde hinanden, men de føler, at de sejler i hver sin båd. De længes efter en tryg kontakt og vil gerne mærke, at de betyder noget for den anden. Skal man bryde ensomheden, skal man kunne være sårbare sammen.”
Nok har Svanestolene drejefod, og det er en vigtig ventil at kunne vende sig væk fra sin partner, men et af Jette Simons mål er, at parret vender sig mod hinanden.
”Det terapeutiske arbejde handler om at finde mod til at mærke og dele, hvem de egentlig er. Det er i sårbarheden, dybden kommer frem, her mærker man sig selv og hinanden. Måske har vi gjort hinanden til skurke, men problemet er de mønstre, man er havnet i.”
Et af de mønstre, som der skal arbejdes på, handler om at undvige. 8 ud af 10 mænd trækker sig, når der opstår konflikter.
”Her er det terapeutens opgave at få ham til igen at engagere sig følelsesmæssigt. Jeg hører kvinder, som siger, at de har kaldt på deres mænd i otte år, inden parret er kommet til mig, og man kan godt blive ret udbrændt af at kalde så længe. For kvinder er den følte oplevelse af mandens omsorg meget vigtig.”
Forleden sad et par i de to stole. Kvinden fortalte, at manden forleden morgen havde serveret te for hende på sengen. Det havde gjort et stærkt indtryk på hende.
”Så siger jeg til hende, om hun kan vende sig mod sin mand og sige det til ham.”
Kvinden drejede stolen og gentog ordene. Jette Simon registrerede, at manden fik tårer i øjnene, og så spurgte hun manden:
”Hvordan er det at høre hende sige det?”.
Det spørgsmål stillede hun, fordi hun tror, det er vigtigt, at parret mødes ansigt til ansigt i de komplekse, sårbare følelser.
”Kan parret mødes i smerte, fordyber det kontakten. Et trygt forhold er kendetegnet ved, at man er hinandens havn, hvor man kan være sårbar og gå styrket ud i verden, for livet er smertefuldt og består ikke alene af Hollywood-moments.”
Par, som har brug for et kort forløb, skal have 12 til 20 sessioner i de blå Svane-stole, mens de mere langstrakte forløb strækker sig over 35 til 40 besøg.
”For nogle kan det lyde som et langt forløb, men at gå fra ensomhed til fornyet tosomhed er en proces, som kræver et intenst, terapeutisk arbejde, og har man traumer fra barndommen eller kæmper med tilknytningsbrud som eksempelvis utroskab, har man brug for tid.”
Når et par for sidste gang siger farvel til Jette Simon, skal man ikke forvente et parforhold fri for konflikter.
”I et trygt parforhold kan en konflikt blive indgang til en fordybelse, for begge parter forstår, hvad der sker, og man har opbygget en evne til selv at kunne reparere og sige undskyld.”